køkkenet

Banankage opskrift

Arkiveret i ,

Skulle du have nogle meget brune og kedelige bananer liggende i frugtkurven? Så har jeg her en virkelig god banankage opskrift. Hvis jeg har bananer nok, sørger jeg altid for at lave en ekstra portion. Så er der nemlig lidt til fryseren.

Super lækker banankage
Du kan pynte banankagen med kakao glasur eller smeltet chokolade. Herhjemme foretrækker vi kakao glasur med et drys kulørt krymmel på toppen.

En sandkage form på 1,5 L eller en springform på ca 20 cm passer til denne portion.

Banankage

Ingredienser:
125 gr blødt smør
175 gr sukker
2 æg
2 modne bananer
2 spsk. mælk
1 tsk. natron
1 tsk. bagepulver
1 1/2 tsk. vanilje sukker
225 gr hvedemel

Fremgangsmåde:
Forvarm ovnen til 175 C (Jeg bruger ikke varmluft)

Smør en form med flydende stege margarine og drys den med mel. Husk at ”banke” overskydende mel ud af formen. Alternativt kan du også blot fore formen med bagepapir.

Bland hvedemel og bagepulver i en skål og sæt det til side.

Start med at piske sukker, vanilje sukker, blødt smør og æg godt sammen. Jeg bruger en håndmikser.

Mos bananerne med en gaffel og tilsæt bananmosen til ”æggemiksen”. Rør det let sammen, uden at tænde for håndmikseren.

Kom 2 spsk. Mælk i et højt glas og varm det i ca. 30 sek. Ved laveste effekt i mikrobølgeovnen. Det er vigtig at mælken er meget varm. Rør derefter 1 tsk. natron ud i den varme mælk. Tilsæt nu mælkeskummet til kagedejen. Pisk dejen i 1-2 min. Sigt til sidst hvedemelet i dejen og pisk til det er blandet.

Hæld dejen i den klargjorte form og bag kagen på næst nederste ribbe i ca. 45-60 minutter alt afhængigt af ovn og valg af form (En dybere form kan være længere tid om at blive bagt) Husk at tjekke med en pind om kagen er gennembagt.

Lad kagen køle af på en rist, inden du pynter den.

Jeg syntes at banankagen smager næsten bedre dagen efter den er bagt. Men det er sjældent at vi kan vente i så lang tid.

Et tip!
Skulle du have lyst til lidt variation? Så smager det også godt med 1 spsk. Blå birkesfrø og lidt hakket mørk chokolade eller blot lidt små chokolade knapper i dejen.

Velbekomme!

Louise

Skriv en kommentar



Skal udfyldes
Skal udfyldes
Valgfri