køkkenet

Opskrift på hjemmelavet hønsekødssuppe

Arkiveret i ,

Findes der noget bedre end en portion varm hønsekødssuppe på en kold og blæsende dag? Ikke hvis du spørger mig. Derfor vil jeg idag dele min opskrift på hjemmelavet hønsekødssuppe med dig. Det lyder måske som et meget tidskrævende projekt, sådan at lave suppe helt fra bunden? Måske, men jeg lover dig, at det er det hele værd.

Hjemme hos os har vores høns tre funktioner: de spiser de madrester vi ikke selv får spist, de leverer dejlige æg med gule blommer og så leverer de i ny og næ også kød. Da vi løbende skifter vores høns ud efter 2 år i hønsegården, har jeg næsten altid en 3-4 suppehøns liggende i fryseren i løbet af året. Nu er det jo selvfølgelig ikke alle der har mulighed for at holde høns, og selv kunne leverer en suppehøne.

Suppe grøntsager

Så når du nu alligevel skal i gang med suppekogeriet, så køb en ordentlig kylling/suppehøne gerne fra en gårdbutik eller et madmarked. Selvfølgelig kan en ”alm” kylling fra supermarkedet også gå an, men man får bare ikke den samme smag og kraft. Som fra en høne, der har levet livet i en dejlig hønsegård.

Når man laver suppe er det der tager mest tid klargøring af grøntsagerne, når suppen skal skummes og kødet pilles. Så når suppen simre behøver den ikke din fulde opmærksomhed hele tiden. Du kan sagtens lave andre ting imens. Blot du lige tjekker suppegryden engang i ny og næ.
Nu du er i gang og hvis du har suppegryder og fryseplads nok? Så lav en STOR portion. Det er sjældent at vi spiser hønsekødssuppe samme dag som den er kogt.

Hjemmelavet hønsekødssuppe

Ingredienser:
1 stor og rummelig suppegryde ca. 10L
1-2 suppehøns/kyllinger af god kvalitet
Et par kraftben
3 porrer toppe
4 gulerødder
3 persillerødder
1 halvt knoldselleri
4 små hele løg
En lille buket kruspersille
2 laurbær blade
1 spsk. sorte peberkorn
2 spsk. groft salt
Jeg tilsætter ikke bouillon terninger, men hvis det ønskes er urtebouillonen fra Herbamare rigtig god.

Fremgangsmåde:

Skyl suppehøns/kyllinger godt og kom dem i en stor rummelig gryde sammen med kraftben og salt.

Hæld koldt vand over til det næsten dækker. Husk at der også skal være plads til grøntsagerne lidt senere. Tænd op for bluset og gå i gang med at ordne grøntsagerne imens.

Gulerødder og persillerødder skrubbes godt. Skær evt. enderne af og skær dem ud i grove stykker. Fjern skralden af knoldsellerien og skær også denne i grove stykker. Løgene pilles, kruspersillen og porrer toppene skylles godt og sæt de klargjorte grøntsager til side.

Når vandet begynder at koge, skal suppen skummes over et par gange. Brug en ske til at fjerne det grå skum der dannes på overfladen. Dette skal du bare smide ud.

Nu skal alle de dejlige grøntager ned i gryden. Når det har kogt lidt, skruer du ned for blusset og lader gryden stå og simre. Kogetiden afhænger af om du bruger ”gamle” suppehøns eller en ”ny” kylling. Da jeg bruger de ”gamle” høns koger jeg min suppe mellem 4 og 5 timer. Så er kødet, så mørt af skroget falder fra hinanden. Så du kan klare dig med 2-3 timer hvis det er en yngre model. Men selvfølgelig, får man mere saft og kraft ud jo længer man koger suppen. Jeg smager ikke suppen til nu, men gør det efterhånden som vi spiser af suppen.

Når suppen er kogt færdig. Fisker du hønen op og ligger den på et fad, så den kan køle lidt af. Det er umuligt at pille en brandvarm høne. Du tager en ny rummelig gryde frem og placerer et dørslag i gryden. Nu hældes suppen igennem dørslaget, så grøntsager og evt. dele af den kogte høne skilles fra. Kasser de udkogte grøntsager eller gem dem til dine høns, som en luksus snack.

Sæt den varme suppe til afkøling, da det er meget nemmere at fjerne fedtet når suppen er kold. Er det tilpas koldt udenfor? Er det nemmest blot at stille suppen udenfor til næste dag og spare på køleskabsstrømmen. Man skal selvfølgelig sørge for at dyr mm ikke kan komme til suppegryden imens den afkøler.

Imellem tiden pilles kødet fra hønen/kyllingen. Jeg fryser mit hønsekød ned til en omgang Tarteletter på et senere tidspunkt. De sidste rester på skroget piller jeg af og giver det til mine høns.

Næste dag er suppen kold og det fedt der måtte være på overfladen, burde være stivnet. Hvis fedtet ikke er helt stivnet, må du i gang med at skumme fedtet fra. Dette gøres nemmest med en øse, hvor du forsigtigt fjerner det øverste lag fedt fra suppen. Gem evt. fedtet og brug det til fugle frøkager.

For at få en mere klar suppe, sies den kolde suppe igennem en finmasket sigte. Man kan ligge et stykke rent bomuldsstof som f.eks. en stofble i sin sigte for at få en endnu mere klar suppe.

Da du får en stor portion suppe, er det en ide at fryse noget af det ned. Jeg hælder 1L suppe i pr. pose, da væsken udvider sig under indfrysningen.

Når der står suppe på menuen næste gang er det bare at hive noget op af fryseren. Kog de grøntsager der tager længst tid først i suppen og tilsæt resten efterhånden. Jeg kommer altid gulerods tern, porrer ringe, kogte kartoffel tern samt kød og melboller i vores hønsekødssuppe. Selvfølgelig i følgeskab af et godt hjemmebagt brød til.

Velbekomme!

Louise

Skriv en kommentar



Skal udfyldes
Skal udfyldes
Valgfri